Hun havde haft det dårligt med sine høje tindinger siden hun var teenager og brugte forskellige tricks til at skjule dem. Efter hun opdagede, at der fandtes en hårtransplantationsmetode, hvor man kunne flytte hårsækkene fra et sted til et andet, begyndte Camilla seriøst at overveje, om hun skulle få en hårtransplantation.
Lige siden jeg var teenager, har jeg ønsket, at der var noget, man kunne gøre ved det
– Mit problem har altid været, at jeg har haft høje tindinger, så jeg lider ikke af hårtab. Det er den hårgrænse, jeg fik af min far. Lige siden jeg var teenager, har jeg ønsket, at der var noget, man kunne gøre ved det, siger Camilla.
For nogle år siden begyndte Camilla at læse om hårtransplantationer. Der fandt hun kun information om en metode, der hedder Strip-metoden, hvor man tager et stykke af huden fra baghovedet og bruger de hårsække, der er i huden. Camilla følte, at det var lidt for ekstremt til det, hun ledte efter. Hun ville undgå at blive syet i baghovedet og få et ar der. Hun følte, at hun skulle tænke lidt mere over, om en transplantation var den rigtige vej at gå for hende.
FUE-metoden var løsningen
– Der gik nogle år mere, før jeg følte, at jeg ikke orkede mere. Jeg ville bare løse det. Så begyndte jeg at søge efter transplantationer igen, og så opdagede jeg, at der var en anden metode, FUE-metoden. Det var dér at jeg følte, at en hårtransplantation måske var noget for mig, fortæller Camilla.
– Jeg havde ikke rigtig haft tid til at blive nervøs i dagene før, og da jeg tog til Nordic Hair Clinic for at få min transplantation, følte jeg mig bare lidt irritabel. Da jeg sad og ventede i venteværelset inden operationen, var alt så afslappet rundt omkring, og så følte jeg det også. Det, jeg spekulerede mest på, var, hvordan bedøvelsesnålene ville føles, siger Camilla.
Efter transplantationen
– Selve transplantationen gik fint. Det var som jeg havde mistanke om, at det kun var de første bedøvelsessprøjter, der kunne mærkes lidt, men så mærkede jeg ingenting og lå bare der. Jeg glædede mig bare til at få hårsække, hvor jeg ikke havde nogen, fortæller Camilla.
Det første Camilla gjorde, da hun kom hjem, var at se, hvordan det blev. Hun tog nogle billeder med sin mobiltelefon og sendte dem til sine venner og familie, som vidste, at hun skulle have en hårtransplantation.
– De syntes, det var fedt, at jeg havde gjort det. Men min mand havde forventet, at det så blodigere ud, end det gjorde, at jeg ville få store huller bagefter. Så han sagde bare: “Nå, det så bare sådan ud. Det var ikke noget særligt.” Folk synes bare, det er fedt, at teknologien er nået så langt, som den er, at man kan gøre sådan noget. De var alle glade på mine vegne.
